Til redaktionen
Det undrer det os dybt, at Kultur- og Idrætsudvalget (KIU) har besluttet at fratage de frivillige retten til selv at vælge formandskabet i Folkeoplysningsudvalget (FOU). Når de rosende ord om de frivilliges indsats ikke rækker til at betro dem lederrollen, undergraves essensen af folkeoplysningsloven og demokratiet i kommunens foreninger.
Lighedsprincippet i folkeoplysningsloven fastslår, at foreningerne selv skal være repræsenteret og have reel indflydelse på beslutninger, der vedrører deres virke. At overlade formandskabet til systemet frem for de valgte frivillige repræsentanter sender et klart signal om, at man ikke har tillid til de kompetencer, som foreningernes egne ledere hver dag demonstrerer.
De frivillige besidder kendskab til aktiviteter, målgrupper og rekruttering på græsrodsniveau. De ved, hvad der skaber engagement og sammenhængskraft i kommunen. Hvis valgdeltagelsen er lav, er løsningen ikke at fratage valgretten, men at engagere flere medlemmer, informere om processen og skabe et aktivt valg – ikke at erstatte demokratiet med udpegning.
Vi vil opfordre til at formandskabet fortsat vælges blandt de foreningsvalgte i FOU. KIU vil fortsat have mulighed for at udpege de to medlemmer, som de mener bør varetage medlemskabet i et FOU.
Lad os vise, at ægte medbestemmelse ikke blot er et ideal, men en konkret drivkraft i arbejdet med folkeoplysning og frivillighed i Vejle kommune.
Skal demokratiet nedlægges netop i et valgår! Vi håber at Byrådet tager punktet af dagsordenen eller stemmer imod forslaget.
På vegne af
Aftenskole Samråd Vejle Kommune, Torben Svendsen
De uniformerede korps og forbund i Vejle Kommune, Gitte Spanglev Eriksen
Øvrige kultur, Vibeke Hegelund
Vejle Idrætsråd, Michael Hansen