April

Gør en forskel-prisen 2021 gik til ... Give

I år uddelte Vejle Idrætsråd to priser ved Vejle Kommunes store Sportsgalla, der løb af stablen i et fyldt Musikteater torsdag den 27. april til tonerne af Jelling Bigband og med underholdende indslag fra såvel gymnastik og cykelsport.

Vejle Idrætsråds priser gik til:

  • Give Cykelklub: Cykelkravlegård. For udvikling af cykelaktivitet for de yngste med stor succes og op imod 50 børn i 2021 vandt Jannie Due Kvistgaard og Solveig Uhre Gør en forskel-prisen 2021.

  • Give GIF: Kom og Træn, foreningsbaseret fitness. For etablering af faciliteter og uddannelse af instruktører samt tiltrækning af 600 medlemmer vandt styregruppen bestående af Jacob Egebjerg, Kim Stefansen, Heidi Æbelø og Michael Hansen Gør en forskel-prisen 2021.

De to øvrige nominerede af et felt på flere end 30 indstillede var:

  • Vejle Roklub, Birgit Bech Jensen. For utrætteligt at kæmpe for foreningstanken og frivillighed i rosporten, og for at være drivkraft i etablering og drift af det månedlige event "Lillebæltdysten".

  • Vejle Svømmeklub, Louise Schwartz. For engagement i at udvikle stævner og tiltrække svømmeevents og for utrætteligt arbejde med koordinering af frivillige ved stævner.

Foreninger kan i 2022 få besøg af forvaltningen – inkl. gode råd og mulighed for hurtig støtte


  • I 2022 vil Vejle Kommune i skikkelse af idræts- og foreningskonsulent Claus Friis Dall genoptage sine besøg i foreningerne. Besøgene blev pga. Corona ikke afviklet i 2021.

  • Foreningsbesøgene giver foreningerne en mulighed for at få sparring og gode råd fra konsulenten. Og tilmed kan der med kort aftræk søges midler på baggrund af møderne. Midlerne tildeles administrativt (dvs. at de ikke skal behandles politisk eller i Folkeoplysningsudvalget). Der kan søges 5-10.000 kr. til konkrete foreningsudviklingsinitiativer såsom bestyrelsesudvikling, ledelsesudvikling, rekruttering samt fastholdelse af både medlemmer og frivillige.

  • Claus træffes på mail: clfda@vejle.dk

Ny tilskudsgrænse for Instruktør- og lederkurser



  • Fra 2022 ydes der et tilskud på maks. 8000 kr. per person, som deltager i uddannelse i foreningsregi. Beløbsgrænsen har indtil nu været på 6000 kr.

  • Det gælder fortsat, at der kan ydes et tilskud på op til 80 procent af kursusprisen. Da der er afsat en pulje til tilskuddene, kan procentsatsen imidlertid ende med at blive lidt lavere end de 80 procent.

  • Vær opmærksomme på, at der også ydes støtte efter samme princip til kurser, som arrangeres internt i den enkelte forening, når blot underviseren er ekstern og kommer fra et forbund, fx DGI, DIF eller Det Danske Spejderkorps eller en lands-, distrikts- eller kredsunion inden for foreningens område f.eks. Nordisk Bridge Union eller Danmarks Cykel Union.

  • De opdaterede retningslinjer vil om kort tid kunne findes på Vejle Kommunes portal til ansøgning om tilskud: Læs mere HER

  • Tag gerne fat i Vejle Idrætsråd, hvis I har spørgsmål om, hvordan I skal søge tilskud.